Skyggegener fra træer i skel og den naboretlige tålegrænse

Skrevet af

Retten i Aalborg har den 20. juni 2024 afsagt en ny dom, der kaster lys over en nabostrid. Sagen vedrørte træer, der står i skel mellem to ejendomme i et sommerhusområde i Nordjylland. Konflikten involverede skyggegener forårsaget af disse træer, og om generne overskred den naboretlige tålegrænse

Sagen blev hos Paragraf Advokaterne ført af advokat (H) Søren Vasegaard Andreasen på vegne af sagsøgerne.

Sagen omhandlede, hvorvidt træerne i skellet mellem de to ejendomme skulle fældes eller beskæres på en bestemt måde for at generne. Sagsøgeren krævede, at træerne skulle fældes eller beskæres til en fastsat højde for at reducere skygge- og affaldsgener. De sagsøgte påstod derimod frifindelse og argumenterede for, at træerne ikke udgjorde en væsentlig gene, og at en opstamning ville være tilstrækkelig.

Under retssagen forklarede sagsøger, at træerne kastede betydelig skygge over ejendommen og skabte gener i form af affald som nåle og pollen. De sagsøgte argumenterede omvendt for, at træerne var vigtige for dyrelivet og ønskede at bevare dem.

Syns- og skønserklæringen afslørede, at træerne var mellem 23 og 25 meter høje og medførte betydelig skygge på sagsøgerens ejendom, især om eftermiddagen. Retten fandt det bevist, at skyggevirkningen var så markant, at den naboretlige tålegrænse var overskredet. Skønsmanden anbefalede fældning af 6-8 træer og opstamning af de resterende træer til 10-12 meters højde for at afhjælpe skyggegenerne.

Retten vurderede, at den anbefalede løsning med fældning og opstamning ville reducere generne i et sådant omfang, at den naboretlige tålegrænse igen ville blive overholdt. Dog besluttede retten, at sagsøgeren ikke skulle afvente en langsom afhjælpning gennem opstamning over flere år. Derfor blev afgørelsen, at hele rækken af træer skulle fældes.

Generelt om gener fra træer og den naboretlige tålegrænse

Sagen illustrerer, hvordan naboretlige konflikter kan eskalere til juridiske stridigheder. Retten må så afgøre rimeligheden af generne forårsaget af træer i skel. Med advokat (H) Søren Vasegaard Andreasen som repræsentant, vandt sagsøgeren sagen. Det resulterede i en betydelig ændring af ejendommens forhold gennem fældning af træerne. Sagsøger vil fremover igen få sol og lys på sin grund og i sin have, som før lå hen i skygge, stort set hele tiden.