Ny dom om hævd på færdselsret

Skrevet af

Retten på Bornholm har den 14. august 2024 afsagt dom i en sag om færdselsret og hævd, hvor advokat (H) Søren Vasegaard Andreasen repræsenterede sagsøgte.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger, som ejer en ejendom beliggende 2 huse fra sagsøgtes ved kysten nær Rønne, havde opnået hævd på at benytte en sti over sagsøgtes ejendom til både gående og kørende færdsel. Sagsøgeren gjorde gældende, at hans familie gennem mange år havde anvendt vejen, og at denne brug gav ham ret til at fortsætte denne færdselsret.

Retten afviste dog sagsøgerens påstand om hævd. I sin afgørelse lagde retten vægt på, at selvom der rent tidsmæssigt var tale om alderstidshævd, så havde sagsøgerens brug af stien været sporadisk og ikke tilstrækkelig intensiv til at opfylde betingelserne for hævd. Det hørte her med til vurderingen, at der var tale om et område med helårsbeboelse, hvor sagsøgeren kun benyttede sin ejendom som feriebolig. Derudover blev det vurderet, at det omtvistede område blev brugt af andre, herunder offentligheden, hvilket understøttede, at området ikke var særligt indrettet til sagsøgerens brug alene.

Dommen illustrerer fint og helt korrekt, at det ikke er nok, at der er gået tilstrækkelig tid for at opnå hævd. Man skal også som hævdende opfylde alle øvrige betingelser, herunder blandt andet at stien kan identificeres, at brugen har været tilstrækkelig intensiv, og at man har en særlig, individuel interesse i at færdes på det pågældende område.

Vil du vide mere om hævd, færdselsret og naboret, kan du finde mere information på følgende link.