Paragraf Advokaterne har stor erfaring inden for entrepriseret og har ført sager inden for området ved både Byret, Landsret og Voldgiftsretten.
Vi varetager sager og rådgivning om entrepriseret for både byggevirksomheder, håndværkere og private kunder. Det giver os en stor indsigt i alle former for entrepriser, uanset hvilken type hjælp du måtte have behov for.
Har man ikke erfaringen inden for entrepriser, kan det være overvældende at kaste sig ud i, da der er mange forskellige parter, der skal tages hensyn til, og som man skal forholde sig til.
Der er forskellige regler i spil, afhængigt af hvilken samarbejdspartner der er tale om, og derfor kan det være en stor hjælp og en god investering at alliere sig med en advokat med speciale inden for entrepriseret.
Søren V. Andreasen har tidligere skrevet en bog om netop entrepriseret, og hvornår en entreprenør kan kræve at få udskudt afleveringsfristen på din entreprise.
Ved en entreprise forstås i almindelighed en aftale om opførelse eller renovering af bygninger. Entreprisen går overordnet ud på at frembringe et specifikt arbejdsresultat i forhold til det aftalte byggearbejde.
Entrepriserettens regler er domineret af en række standardvilkår fremfor egentlig lovgivning. Disse vilkår findes i forskellige udgaver, som fx AB18, ABT18, ABR18, AB-Forbruger, eller en af de tidligere udgaver som f.eks. AB92 og ABT93.
Vilkårene er tilpasset de forskellige aktører og situationer, som forekommer i praksis og findes også i udgaver, der er anvendelige ved mindre byggeprojekter og renoveringer. Standardvilkårene er på forhånd indgået mellem byggeriets interesseorganisationer, og regulerer dermed langt de fleste situationer, som opstår i praksis. Samtidig er de udfærdiget på en måde, som tilgodeser både begge parternes interesser og hensynet til byggeriet som helhed.
Advokat Søren Vasegaard Andreasen (L) har i 2010 udgivet bogen Tidsfristforlængelse i entreprise, som minutiøst gennemgår reglerne for, hvornår entreprenøren kan kræve at få udskudt afleveringsfristen på sin entreprise.
De forskellige standardvilkår kan anvendes, hvad enten der er tale om aftaler mellem professionelle parter og rådgivere, eller mellem professionelle og private.
Standardvilkårene anvendes både til udfyldning og fortolkningsbidrag i de tilfælde hvor en aftale er tavs om et givent punkt. Selv i tilfælde hvor man ikke specifikt har aftalt et af de konkrete sæt standardvilkår, eller slet ikke har aftalt noget på skrift, vil man kunne komme ud for, at standardvilkårene alligevel finder anvendelse, når en tvist skal løses gennem domstolene eller voldgiftsinstituttet. Ikke blot hvem der skal udføre opgaven, men også omfanget af opgaven, vil i nogen grad diktere hvilket sæt standardvilkår, der bør benyttes men også hvilken entrepriseform, der er mest hensigtsmæssig.
Entrepriseformen man anvender, har stor betydning, da denne dikterer placeringen af ansvar for forskellige elementer i byggeprocessen. De mest almindelige entrepriseformer er Hovedentreprise, Totalentreprise og Fagentreprise. Læs mere omkring de forskellige entrepriseformer her.
Ved valg af hovedentreprise er man som ordregiver (bygherre) selv ansvarlig for, at der er udfærdiget et tilstrækkeligt projektmateriale, samt at der er indhentet alle de tilladelser, som måtte være påkrævet til løsning af opgaven.
Den entreprenør man har indgået aftale med, er herefter hovedentreprenøren, som har ansvaret for opgavens løsning, den aftalte økonomi og den aftalte tidsplan. Da hovedentreprenøren har byggeledelsen, har han ret til at uddelegere løsningen af de forskellige opgaver til en eller flere underentreprenører. Overordnet er det dog forsat bygherren, som har tilsynsopgaven for hele byggeriet, så ved større opgaver kan tilsynet være en opgave, som bør uddelegeres særskilt til en professionel.
I totalentreprise overlader man som bygherre stort set alle elementer i processen til en anden i form af en totalentreprenør, med undtagelse af den helt overordnede tilsynspligt med byggeriet. Totalentreprenøren råder over alle de forskellige specialister, eller uddelegerer enkelte opgaver til andre underentreprenører, når det er nødvendigt for løsning af opgaven. Som bygherre har man her langt færre pligter og mindre ansvar for processen, hvilket dog uundgåeligt vil kunne afspejle sig i den pris, man betaler for byggeriet.
I en fagentreprise styrer man selv alle elementer i processen lige fra projektering, indhentning af tilladelser, styring af projektet, tidsplanlægning og til uddelegering og kontraktindgåelse med alle de forskellige fagentreprenører, der skal udføre de enkelte opgaver i det samlede projekt. Man har selv det fulde ansvar for, at hver enkelt af de tilknyttede fagentreprenører udfører deres opgave korrekt, efter tidsplanen og efter koordinering med alle de øvrige tilknyttede entreprenører. Valg af denne entrepriseform giver på papiret den mest omkostningseffektive løsning, men stiller samtidig meget store krav til ens evner og erfaring med at styre alle de forskellige aktører og processer. Selv de mindste afvigelser eller blot uklarheder i forhold til en af de tilknyttede entreprenører kan udløse en kæde af udgifter, som man i sidste ende selv står til ansvar for. Det er altså ikke givet, at den besparelse man ved valget af fagentreprise stillede sig i udsigt også bliver realiseret og risikoen for, at det bliver dyrere end forudset er overhængende.
Som det kan fremgå af ovennævnte, er der adskillige facetter at tage hensyn til i forbindelse med en entreprise. Uanset hvor god man har været til at gøre sit forarbejde, er der et næsten uendeligt antal problemer og konflikter, der kan opstå undervejs.
Juridisk rådgivning kan derfor være nødvendig både før, under og efter opstarten af et entrepriseprojekt. Rådgivningen kan derfor vise sig nødvendig, når der skal skabes et overblik over ens retsstilling ved de konkrete problemer man måtte møde på sin vej igennem processen til det færdige byggeri.
Selv efter et tilsyneladende vellykket projekt, kan der over tid vise sig at være fejl og mangler ved byggeriet. Også her kan det være nødvendigt med juridisk bistand til at sikre sig, at disse fejl og mangler bliver håndteret korrekt.
Især når det kommer til licitationer for offentlige instanser er der juridiske overvejelser og krav, der er værd at gøre dig, ud over alt det byggetekniske jura kommer også sådan noget som købeloven i spil.
Det væld af love og regler, der skal være styr på i forbindelse med entrepriser og især de større af slagsen, gør at det er vores anbefaling at have en advokat med i projektet. På den måde sikrer du, at love og regler bliver overholdt.
Hovedkontor:
Torvegade 1 D
8963 Auning
Kontor:
Søndergade 34
8370 Hadsten
Åbningstider:
Mandag – torsdag 8.00 – 16.00
Fredag 8.00 – 14.00
Alle vores advokater er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og medlemmer af Advokatsamfundet.
CVR-nr. 37561509
Copyright 2023 © | Paragraf Advokaterne