De fleste firmaer, mange foreninger og en del private overlader opbygning af deres hjemmesider til professionelle firmaer. Dette er der for så vidt intet i vejen for. Imidlertid bør man være påpasselig med, hvem man indgår aftale med, og hvilke aftaler man accepterer ved indgåelse af aftalen.
I et konkret eksempel havde et firma indgået en aftale med et mediebureau, som langt nede i deres forretningsbetingelser havde skrevet følgende:
“Ophavsretten til det af XXX udviklede hjemmeside design, samt andet grafisk materiale tilhører XXX. Ved afsluttet samarbejde vil hjemmeside hosting m.v. blive nedlagt. Kunden forbeholder sig ikke retten til hjemmesiden, jf. lov om ophavsret og må på ny derfor få udviklet ny hjemmeside ved anden leverandør.”
Dette vil som regel være en voldsom belastning for ejeren af hjemmesiden den dag man ønsker at opsige samarbejdet, uanset årsag hertil, for man kommer til at starte helt forfra med opbygning af nye sider og opnåelse af ranking på Google og andre søgemaskiner.
For virksomheden er det derimod umiddelbart smart, for man binder kunderne til sig og gør det omkostningstungt for dem at skifte til en anden udbyder. Kunden vil måske endda føle, at den nye udbyder gør et dårligt arbejde, for kundens hjemmeside vil som regel falde i ranking på søgemaskinerne i den første periode efter skiftet. Dette skyldes som nævnt dog ikke den nye udbyder men at hjemmesiden skal bygges op fra bunden igen grundet urimelige vilkår hos den oprindelige udbyder.
Så et godt råd herfra er aldrig at lave aftaler med udbydere som ikke vil give dig ophavsretten til design og indhold på den hjemmeside, som du betaler dem for at opbygge og vedligeholde for dig. Sørg desuden altid for, at du har alle rettigheder til din egen hjemmeside, og at domænet tilhører dig og ikke din udbyder.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Hovedkontor:
Torvegade 1 D
8963 Auning
Kontor:
Søndergade 34
8370 Hadsten
Åbningstider:
Mandag – torsdag 8.00 – 16.00
Fredag 8.00 – 14.00
Alle vores advokater er beskikket af Justitsministeriet i Danmark og medlemmer af Advokatsamfundet.
CVR-nr. 37561509
Copyright 2023 © | Paragraf Advokaterne