Selvmøder – Risiko som selvmøder

At være selvmøder (møde uden advokat) i en retssag er ikke uden risiko.

I en nylig sag ved Vestre Landsret var et af spørgsmålene om Boligretten havde været berettiget til at afvise at behandle en sag om huslejens størrelse med henvisning til at sagsøger ikke havde nedlagt en korrekt påstand.

Sagen var den, at Huslejenævnet havde valgt at dele en sag op i to og derefter truffet afgørelse om den del der vedrørte huslejens størrelse, men udskudt behandlingen vedrørende istandsættelse af lejemålet. Udlejer valgte efterfølgende uden advokatbistand (selvmøder) at indbringe sagen for boligretten. I stævningen blev påstanden imidlertid udformet som et krav om betaling for istandsættelse og ikke som den burde være et krav om, at lejer skulle anerkende den oprindelige husleje.

Det betød efterfølgende, at boligretten valgte at afvise udlejers krav på behandling af spørgsmålet om husleje. Sagen blev efterfølgende indbragt for landsretten, som i februar 2020 ændrede boligrettens afgørelse med følgende begrundelse:

”Selv om stævningen af 27. januar 2016 ikke indeholder en påstand om huslejens størrelse, er der dog i sagsfremstillingen henvist til, at lejer har klaget over huslejen til huslejenævnet, og der var vedlagt budget for huslejefastsættelsen som bilag til stævningen.
Under disse omstændigheder og under henvisning til den intensive vejledningspligt, som boligretten efter forarbejderne til retsplejelovens § 406 har i småsager, finder landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at afvise sagen i relation til huslejens størrelse. Landsretten ophæver derfor boligrettens dom af 1. december 2016 og tager spørgsmålet om huslejens størrelse under påkendelse.”

Vælger man selv at føre sin retssag, skal man være sikker på, hvad man gør, og sagen er et godt eksempel på, at det ikke er ukompliceret at føre retssager i Danmark, og at professionel hjælp fra en advokat sædvanligvis kan anbefales. Retten har i småsager under 50.000 kr. en vejledningspligt, men som sagen viser, er det ikke ensbetydende med, at retten fortæller dig, hvordan du skal føre sagen.

For yderligere oplysninger om sagen eller bistand til gennemførelse af retssager eller lejesager kan advokat (H) Søren Vasegaard Andreasen kontaktes på sva@paragrafadvokaterne.dk eller telefon 82 82 82 42.