Revisors rådgivningsansvar

Ansvarsgrundlag

En revisors ansvar er et professionsansvar. Det vil sige et almindeligt culpaansvar, der i nogen omfang er objektiveret gennem den righoldige praksis, samt ”regler” for god revisionsskik. Der skal udvises den omhu og faglige dygtighed, som man med rimelighed kan forlange af den pågældende professions udøvere. Rådgivning om forhold, som man ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i, er som udgangspunkt en culpøs handling.

Hvorvidt rådgivningen er foretaget mundtligt eller skriftlig er uden betydning. Det skaber dog bevismæssige udfordringer, såfremt rådgivningen alene er foretaget mundtligt.

Bedømmelsen af om der er ydet mangelfuld rådgivning er under påvirkning af karakteren af det opdrag, rådgiveren har modtaget. Hvis klienten ønsker at bevæge sig i ”gråzoner”, må klienten også leve med, at udfaldet muligvis ikke bliver som ønsket. Det mest oplagte eksempel herpå er skattetænkning, hvor skattemyndighederne pålægger skattepligt eller tilsidesætter en disposition, og klienten derfor ikke opnår den stilling, vedkommende havde håbet på. I dette tilfælde må man være tilbageholdende med at statuere erstatningsansvar for rådgiveren. I hvert fald når dispositionen alene er båret af skattehensyn og ikke i øvrigt har karakter af en normal forretningsmæssig disposition, jf. U 1997.842 H.

I den sammenhæng har det også betydning hvilket vederlag, men har betalt for rådgivningen. Har man alene betalt et beskedent vederlag, må man forvente en lavere kvalitet i rådgivningen, der dog stadig skal være korrekt.

Erstatningsansvaret i kontrakt er normalt et ansvar med omvendt bevisbyrde, jf. f.eks. princippet i købelovens § 23. Det er derfor skadevolderen, der skal bevise, at han ikke er ansvarlig for skaden. Reglen om omvendt bevisbyrde er imidlertid ikke absolut, og for rådgivningsansvaret påhviler bevisbyrden som hovedregel skadelidte.

Bevisbyrde

Typisk vil vi lade en branchesammenslutning afgive responsum med henblik på at fastslå, om der er handlet ansvarspådragende. Hvis man undlader at indhente et sådant responsum, kan det tillægges processuel skadesvirkning, jf. U 2004.1153 V. Det er ligeledes op til klienten at påvise – eller i hvert fald sandsynliggøre – det tab, vedkommende har lidt som følge af den ansvarspådragende rådgivning.

Hvor det påhviler klienten at føre bevis for culpa og tab, er det derimod rådgiverens ansvar at føre bevis for de omstændigheder, som det ligger ham nærmest at kunne (mod)bevise.

Skadelidte kan ikke forlange, at skadevolder eller dennes forsikring skal opgøre et evt. tab. Skadelidte må selv indhente vurderinger, som kan dokumentere et tab, samt bevise at tabet ikke skyldes andre forhold end rådgivningen (f.eks. forurening på nabogrund, eller manglende forretningspotentiale ved den erhvervede ejendom).

Konklusion

Culpa: Forkert rådgivning er ansvarspådragende = culpøs
Bevisbyrden: Skadelidte skal bevise dels at rådgivningen var en del af opdraget, at den var fejlagtig (fx gennem responsum) og skadelidte skal selv kunne dokumentere tabet, samt årsagsforbindelsen.
Godtgørelse: En skuffet forventning til rådgivningen udløser som udgangspunkt ingen godtgørelse, jf. U.1996.200/2 H.