Folketinget har i december 2020 vedtaget en ny lov, som kræver, at alle ejendomme, der overtages den 1. april 2021 eller senere skal udskifte brændeovnen. Reglen gælder, hvis brændeovnen er produceret før den 1. januar 2003. Udskiftningen skal ske indenfor et år efter overtagelsesdagen.

Fremover skal det således oplyses ved ejerskifte, om der er en brændeovn på ejendommen, samt dens alder. Er man i tvivl om brændeovnens alder, skal man indhente en erklæring fra skorstensfejeren. Erklæringen sendes så ind til Miljøstyrelsen. Det er Miljøstyrelsen, der i sidste ende træffer afgørelse om, hvorvidt en brændeovn skal udskiftes eller ej, hvis der er tvivl om ovnens alder.

Man regner med, at der findes ca. 260.000 brændeovne i danske hjem, som er produceret før 2003. Disse vil alle skulle udskiftes eller nedlægges ved førstkommende ejerskifte.

Ejer du et hus med en gammel brændeovn, behøver du ikke gøre noget. Det er først ved ejerskifte, at brændeovnen skal udskiftes. Ejerskifte ved skilsmisse eller uskiftet bo er undtaget fra ordningen. På samme måde er kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne samt åbne pejse undtaget fra den nye ordning.

Hos Paragraf Advokaterne behandler vi et trecifret antal ejendomshandler hvert år. Vi vil fremover have særligt fokus på de nye regler i forbindelse med rådgivning af købere af fast ejendom.

Har du spørgsmål til de nye regler, eller omkring køb og salg af fast ejendom generelt, er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.