Spørgsmål om kopieret indhold

Den tekstforfatter jeg har hyret til at skrive tekster til min hjemmeside har kopieret indhold i form af tekster og billeder fra en anden hjemmeside, og nu kommer ejeren af den oprindelige hjemmeside og kræver vederlag, godtgørelse og erstatning hos mig efter ophavsretsloven.

Men det er jo ikke mig, der har kopieret teksten. Er jeg forpligtet til at betale?

Svar

Kopiering af tekster og billeder på internettet er et stadigt voksende problem, som vi ser mange gange dagligt, desværre., og det korte svar er ja.

Det følger af e-handelsloven § 7, at det skal fremgå af en hjemmeside, hvem der ejer og driver den. Vedkommende er ansvarlig for alt indholdet på hjemmesiden. Da du er ejer af hjemmesiden er det dig, der i sidste ende har kontrol over, hvad der bliver lagt på hjemmesiden, også når det gælder ulovligt kopieret indhold.

Min anbefaling er derfor, at du siger mange gange undskyld til ejeren af originalteksten og betaler det rejste krav, medmindre det er helt ublu. Kravets størrelse afhænger bl.a. af hvor mange ord og billeder, der er kopieret.

Når du så har betalt, så retter du henvendelse til din egen tekstforfatter og kræver pengene tilbage, for det arbejde vedkommende ikke har lavet for dig alligevel, samt at vedkommende betaler det beløb, som du har måttet betale til ophavsmanden.