Hestehandler – hvornår overgår risikoen?

En af de store faldgruber når man som hestesælger skal udfylde købskontrakten i hestehandler opstår ved punktet ”levering”.

Lad os starte med at slå én ting fast – risikoen overgår ved levering.

Som forbruger er vi vant til, at har vi bestilt et nyt Tv til levering på hjemmeadressen, så accepterer vi ikke at modtage et Tv med knust skærm, fordi det gik i stykker under transporten. I princippet var handlen endelig allerede da vi bestilte og betalte for Tv’et, men fordi der er aftalt levering til hjemmeadressen, bærer sælger risikoen for Tv’et, indtil det er leveret på hjemmeadressen.

Købeloven finder anvendelse på nøjagtig samme måde, selvom salgsgenstanden er et levende dyr, for eksempel en hest.  Dette giver udfordringer, idet en hest, i modsætning til et Tv, sagtens kan blive syg, skadet eller sågar dø, fra det ene sekundet til det andet, uden at dette kan bebrejdes nogen.

Når en hestehandel er erklæret endelig, efter at hesten er godkendt i dyrlægetjek, pengene er overført og kontrakten underskrevet, vil de fleste private sælgere nok formode, at så er risikoen for hesten også overgået til køber fra denne dag. Dette behøver dog ikke at være tilfældet, det afhænger af hvad der er udfyldt under punktet ”levering”!

Det ses ofte i hestehandler, at hvis handlen afsluttes en hverdag, bliver hesten først afhentet hos sælger i weekenden. I disse tilfælde hvor hesten ikke bliver afhentet samme dag som handlen bliver afsluttet, bør sælger skrive i kontrakten, at hesten bliver leveret på sælgers adresse den pågældende dag, hvor handlen erklæres endeligt. Samtidigt kan sælger tilbyde, at hesten kan blive stående uden vederlag til opstaldning, indtil for eksempel den kommende weekend.

Vil man som sælger gardere sig yderligere, bør man også skrive hvilken kostpris sælger vil afregne pr. dag, hvis køber forsømmer at afhente hesten.  Hvis man som sælger har tilbudt at fragte hesten hjem til køber, kan dette også tilføjes i kontrakten, men bør formuleres således at ordet ”levering” ikke benyttes i denne sammenhæng.

Ingen hestehandler forløber ens, og der laves altid individuelle aftaler mellem køber og sælger. Hvis du som sælger eller køber vil sikre dig, at den købskontrakt der indgås også får de juridiske konsekvenser som du forestillede dig, er det en god ide at få en advokat til at udarbejde kontrakten eller se den igennem.

For spørgsmål til hesteret kontakt Linda Ibsen på telefon 82828242 eller mail li@paragrafadvokaterne.dk